Falkeholdet1-2

Falkeholdet

Kapitel 2

Tirsdag 2. august 2022

Morgensolen var på vej op over Vejle Havn.

Nede i kahytten kunne Anker høre vandet klukke dovent mod skroget. Han stod barfodet på det kølige trægulv med et metalkrus Gevalia i hånden og så ud gennem koøjet.

En fiskerbåd tøffede gennem havnen længere ude, og lugten af diesel blandede sig med salt og tang fra fjorden.

Han drak en slurk kaffe.

Normalt løb han ikke om morgenen.

På Falkegården havde morgener altid betydet kaffe og dyr, der skulle fodres, før skole eller arbejde kunne begynde.

Løbeturen hørte til senere på dagen.

”Vi løber i morgen tidlig,” havde han meddelt, som om den sag allerede var afgjort.

”Okay,” havde Anker svaret.

Mere var der ikke blevet sagt om det.

Han tjekkede uret. Der var stadig tid til en kop kaffe mere.

*

Klokken var præcis 06.30, da Anker krydsede parkeringspladsen ved havnen.

Emil stod lænet op ad sin bil og ventede.

”Godmorgen.”

”Godmorgen.”

Emil tjekkede uret. ”06.30 præcis.”

”Du sagde 06.30.”

”Du er nem at lave aftaler med.”

”Det hænder.”

Emil smålo, og de satte af mod stien foran Bølgen.

I begyndelsen forsøgte de at holde en samtale i gang, men efterhånden som tempoet steg, blev sætningerne kortere. Til sidst opgav de begge og koncentrerede sig om at løbe.

Fjorden fulgte dem på højre side.

Solen var steget højere op nu, og luften mistede langsomt den kølige kant fra den tidlige morgen.

Efter et par kilometer var det Emil, der gav sig først.

”Okay,” pustede han. ”Det er nok til en tirsdag.” Han satte farten ned, og Anker satte også tempoet ned.

Et par hundrede meter længere fremme vendte de om.

På vej tilbage mod havnen brugte de det første stykke på bare at få vejret ordentligt igen.

”Du holder tempoet ret godt for en, der ikke løber om morgenen,” sagde Emil omsider.

”Jeg plejer bare at løbe senere på dagen.”

”Det må vi lave om på.”

Anker lo. ”Og det tager du bare som en selvfølge.”

”Ja.”

Det var der ikke så meget at svare på.

Lidt efter var der luft nok til samtale igen.

”Jeg plejer egentlig at løbe alene,” sagde Emil.

”Det gør jeg også. Eller sammen med min far.”

”Det var jo lidt upraktisk.”

Det kunne Anker jo kun give ham ret i.

De lo en smule igen.

Resten af vejen skiftede de mellem korte sætninger og stilhed.

En cyklist susede forbi i modsat retning, og efterhånden som de nærmede sig havnen, kom der mere liv omkring dem.

Vejle var lige så langsomt ved at vågne.

De stoppede ved Emils bil stod.

”Samme tid i morgen?” spurgte han.

Anker lo og rystede på hovedet. ”Vi får se i morgen.”

*

Da Anker kom ind i klasselokalet, var flere allerede kommet.
Jonas talte højt for at overdøve rummet.

Mathias sad for sig selv med politihåndbogen.

Emil sad allerede på sin plads og lignede en, der havde været oppe længe.

Katrine sad med håret sat op og gennemgik sine noter.

Nadia var midt i en livlig samtale med to andre.

Lyset fra vinduerne faldt skråt ind over bordene og en fugtig duft af vådt græs sneg sig ind gennem det åbne vindue.

Anker satte sig på sin plads ved siden af Emil. Han lagde notesbogen på bordet og kuglepennen ovenpå.
“Sidste øjeblik,” sagde Emil og skævede mod uret.
“Jeg nåede det da.” Anker kastede et blik på ham.

En kuglepen klikkede et sted bag dem.
Uret tikkede.
Nadia lo.

Døren gik op, og lydene i rummet lagde sig.

Bjørn trådte ind i lokalet og eleverne faldt langsomt til ro.

Den lyseblå skjorte sad glat og nystrøget over hans skuldre.

Han standsede foran klassen. “Godmorgen.” Han tog en tusch og skrev på tavlen:

OBSERVATION

Han vendte sig. “Når I kører patrulje, leder I ikke efter kriminalitet.”
Et par rettede ryggen en anelse.
“I leder efter det, der ikke passer.” Han pegede på tavlen med spidsen af tuschen. “Alt har en normaltilstand. En gade. En park. Et værtshus.” Han så rundt på dem. “Hvis I ikke kender normaltilstanden, opdager I heller ikke, når noget afviger.”

Mathias lænede sig frem.
Nadia sad mere stille nu.

Bjørn tog en slurk vand. “Observation er ikke at stirre.” Han løftede en finger. “Det er at registrere.” Han så rundt. “Fortæl mig noget om det her rum.”

Til at starte med var der ikke nogen der sagde noget. Så lød det fra bagerst i lokalet:

“Der er seks rækker borde.”
“Ja.”

Anker løftede hånden. “Der mangler en kuglepen ved bordet derovre.”
Thomas, en af de ældste elever, så ned. “Hey… ja.”
Et par lave grin.

“Og uret går seks sekunder foran,” tilføjede Anker.

Flere vendte sig.

Emil så på ham. “Hvordan ved du det?”
“Jeg kiggede på det i går.”

Bjørn vendte sig og skrev under det første ord:

MØNSTER

“Observation er at finde mønstre,” sagde han. “Og opdage, når mønsteret brydes.” Han vendte sig mod dem igen. “Når I går ind i et rum, spørger I ikke, hvad der sker.” Han så rundt. “I spørger, hvad der plejer at ske.”

Nogle flyttede sig lidt på deres stole og blev lidt mere opmærksomme.

“Hvis noget er forkert, er det ofte små ting. En stol. Et blik. En bevægelse.” Han holdt en kort pause. “Overser I det… opdager I det først, når det er for sent.” Han lagde tuschen fra sig. ”Rejs jer.”

Et par stole blev skubbet så hårdt at de skramlede højlydt.

“Alle sammen.”
De kom op.
“Ud på gangen.” Han lukkede døren bag dem.

Bjørn blev alene i rummet. Han flyttede en stol et par centimeter. Lagde en taske et

andet sted. Drejede en stol en anelse. Flyttede sin flaske.
Små ændringer.

Han åbnede døren. “Ind.”

De kom tilbage lidt langsommere end de var gået ud.

Nu ledte de efter ændringer.

“Sæt jer.”
De satte sig.
“Fortæl.”

“Den stol står anderledes,” påpegede en af pigerne, Sarah, som sad nede bagved.
“Ja.” Bjørn nikkede.
“Tasken der lå et andet sted,” sagde Emil.
“Godt.” Et enkelt nik.
Nadia pegede let. “Din flaske stod ikke der før.”
“Nej. Flere?” Han lagde armene over kors.

Anker lænede sig en anelse frem. “Der er mindre plads.”
Bjørn så på ham. “Forklar.”
“Man bevæger sig anderledes. Stolene står ikke ens.”

Stilhed.

Bjørn nikkede. “Det er ikke bare det, I ser.” Han bankede let mod bordkanten. “Det er også det, I mærker.”

Ingen sagde noget.

“Se på hinanden.”
Blikke blev holdt lidt for længe.
“Ti sekunder.” Han ventede. “Nu.”

“Han kiggede væk først,” lød det fra Katrine om Emil.
“Hun sidder helt ude på kanten af stolen,” sagde Emil om Katrine.
“Han virker anspændt.” Alexander pegede på sin sidemand, Thomas.

Bjørn nikkede let. “Der.” Han ventede et par sekunder. “Folk fortæller jer hele tiden, hvad de tænker. De ved det bare ikke selv.” Han så rundt igen. “En gang til. Se på rummet.”

Eleverne så rundt. “Fem sekunder.”  Stilhed.

Han slettede et hjørne af tavlen.

Flyttede svampen.

Drejede en stol.

Vendte sig.

“Nu. Fortæl.”

“Der er ændret noget,” udbrød Nadia.

“Ja.” Bjørn nikkede.
“Stolen,” sagde Emil.
“Ja.”
“Du har slettet noget på tavlen,” sagde Katrine.

Bjørn nikkede. “Flere?”

Anker sagde roligt: “Du brugte venstre hånd.”
Et par blikke gled mod Bjørn.

Han så kort på hånden. Så på Anker. “Mm.” Han trådte et skridt frem. “Observation er ikke bare, hvad I ser.” Han bankede let med fingeren mod bordet. “Det er også, hvordan det sker.” Han pegede mod døren. “En sidste.”

De rettede sig.

“Lyt.” Han holdt en finger op til opmærksomhed.

Der blev stille.
Skridt på gangen. En dør, der lukkede. Stemmer længere væk.

“Fortæl mig noget, I ikke så.”
“Nogen går forbi.”
“Ja.”
“Der er to.”
“Fint.”
“Den ene går hurtigere.”

“I er allerede ved at blive bedre,” sagde Bjørn. “Men I bruger øjnene for meget og ørerne for lidt. Pause. Ti minutter.”

*

Kantinen var fuld af stemmer.

Bestik skramlede mod tallerkner.

Stole, der skrabede mod gulvet.

Duften af varme frokostretter og pølsehorn lå tungt i luften.

Nadia fandt straks et bord. “Her.”

Jonas satte sin kaffekop fra sig.

Anker satte sig overfor.

Nadia så direkte på ham. “Okay.” Hun foldede armene. “Nu vil jeg vide noget.”
Jonas nikkede. “Det vil jeg også.”

Anker løftede et øjenbryn. “Hvad?”

“Hvordan du gør det der.” Jonas pegede mod hans hoved. “Du ser ting, ingen andre ser.”

Anker trak let på skuldrene. “Det gør I også.”

Nadia rystede på hovedet. “Nej.” Hun lænede sig frem. “Du gør det hele tiden.”

Emil, der havde sat sig ved siden af Anker, tog en bid af sin sandwich. “Du observerer os lige nu, ikke?”

“Alle observerer,” sagde Anker roligt.

Nadia smilede skævt. “Du er virkelig dårlig til at indrømme ting.”

Jonas lo. “Det er faktisk lidt imponerende.”

Anker trak lidt på skuldrene og nippede til kaffen.

Den var stadig lidt for varm.

“Det må være hårdt hele tiden at være opmærksom på alt.” Emil nippede til sin kaffe.

Anker nikkede. “Jo. Hovedet kan godt blive lidt overfyldt. Jeg er træt om aftenen.”

En rolig, varm stemme bag dem sagde: “Det går over efterhånden.”

De vendte sig, og så Bjørn stå med en kop kaffe. “Man lærer at sortere lidt.”

Nadia blinkede. “Vi talte ikke om dig.”

Bjørn smilede. “Det ved jeg.”

Emil skubbede sin tallerken lidt til side. “Vil du sidde?”

Bjørn satte koppen på bordet, trak stolen ud og satte sig ved siden af Anker. “Hvordan synes I, øvelsen gik?” spurgte han.

Nadia pegede straks på Anker. “Ham der skal man nok ikke stå overfor, hvis man har hemmeligheder. Han opdager ALT.”

Anker lo lidt genert.

Jonas nikkede. ”Ja. Han er nok rigtig god at have på sit hold.”

Bjørn tog en slurk kaffe og så rundt på eleverne ved bordet. “Hvad synes I om øvelsen? Hvad lagde I mærke til?”

Mathias trak på skuldrene. “Flere ting… men ikke så hurtigt som ham.” Han nikkede mod Anker.

Bjørn så kort på Anker. “Og du?”

Anker trak på skuldrene. “Jeg prøvede bare at følge med i det, der var anderledes.”

“Det er en god start,” sagde Bjørn.

*

Efter pausen fandt de tilbage til deres pladser.

Snakken lagde sig hurtigt; de fulgte bedre med nu.

Bjørn stod ved katederet og ventede, til alle var på plads.

En stol skrabede lidt for højt mod gulvet.

Han så rundt. “Vi fortsætter. Observation alene er ikke nok. I skal bruge det. Forestil jer, at I står i en opgang. Naboer har ringet. Der er uro bag en dør.” Han holdt en kort pause. “I har ikke set noget endnu. Så hvad gør I?”

Patrick lænede sig frem. “Banker på.”

“Hvordan?”

Patrick tøvede. “Almindeligt?” Han rejste sig og gik hen til døren. Bankede. To korte slag.

Bjørn rystede svagt på hovedet. “En gang til.”

Patrick bankede igen. Hårdere.

Bjørn så på klassen. “Hvad ser I?”

Nadia lænede sig frem. “Han er for direkte.”

Jonas nikkede. “Ja. Det vil eskalere for hurtigt.”

“Prøv igen,” sagde Bjørn roligt.

Patrick trak vejret dybt. Bankede igen. Langsommere. Ventede.

Bjørn nikkede. “Bedre.” Han pegede mod gulvet. “Afstand. Stå ikke lige foran døren.”

Patrick flyttede sig en anelse.

“Godt.” Bjørn trådte et skridt frem. “Og så observerer I.” Han så på dem. “Lyde. Bevægelse. Pauser. Det fortæller mere, end ordene gør.” Han trådte tilbage. “Øvelse. Parvis.”

Stolene skramlede mens eleverne rejste sig op.

“Én bag døren. Én patrulje.”

Et par grin.

“Roligt. Ikke teater.”

De fordelte sig.
Stemmer blev lavere.
Bank på imaginære døre.
Dæmpede svar.

Anker stod sammen med Nadia.
Hun så på ham. “Du starter.”

Han nikkede, gik hen til døren og stillede sig skråt. Han bankede tydeligt, hverken hårdt eller forsigtigt, og ventede.
“Ja?” lød det indefra.
Han ventede et par sekunder. “Det er politiet. Er alt okay derinde?” Stemmen var rolig.

Nadia svarede ikke med det samme. “Ja.”
Anker stod stille og lyttede til tonen bag døren. “Vi vil gerne lige tale med dig.” Stadig roligt.

Stilhed bag døren.

Bjørn stod tavs et sted i rummet og fulgte øvelsen.

Nadia åbnede døren en anelse og kiggede ud.
Anker flyttede sig ikke. Han stod langt nok væk.
Hun åbnede lidt mere. “Det er fint.”
Anker nikkede. “Okay.” Han trådte et halvt skridt tilbage og gav plads.

“Stop.” Bjørns stemme var rolig, men tydelig.
De stoppede.
Bjørn nikkede let. “Det dér fungerede.” Han så rundt på holdet. “Rolig stemme. Plads omkring døren. Ingen unødig eskalering.” Han ventede et par sekunder. “Husk det.” Han pegede mod døren. “En sidste.”

Der blev stille igen.

“Denne gang…” Han så rundt. “… så får I ikke noget svar.”

Et par blikke blev udvekslet.

“Døren er lukket. Ingen reagerer.” Han så rundt. “Og I ved ikke hvorfor.”

Anker gik frem.
Nadia stod bag døren. Klar.

Anker stillede sig skråt. Ikke lige foran. Han bankede. Tre rolige slag. Ventede.
Ingen lyd.
Han bankede igen.
Stadig ingenting.

Rummet blev stille omkring dem, mens de andre lyttede.
Anker stod uden at røre sig. Han lyttede igen.
Måske havde han hørt noget.
Måske ikke.

Han lænede hovedet en anelse på skrå. Ventede igen. “Det er politiet. Luk op.”
Stemmen var rolig.
Stadig intet svar.

Han så kort mod Bjørn. Så tilbage mod døren. “Vi har brug for at tale med dig.”
Stadig intet.

Så tog han et halvt skridt tilbage og skabte afstand. Han vurderede døren, håndtaget, karmen og lydene bagved.
Noget var der. Eller også var der ikke.

“Stop.”

Anker trådte tilbage.

Bjørn gik et par skridt frem. Så på døren. Så på Anker. “Hvad tænkte du?”
Anker tog en dyb indånding. “At der var nogen derinde.”
“Og hvis der ikke var?”

Anker tøvede og så på døren igen. “Så reagerede jeg stadig på noget.”

Bjørn nikkede. “Det er her, det bliver vanskeligt. I har ingen respons, og alligevel må I tage en beslutning. Går I ind?” Han kiggede rundt på eleverne. “Venter I?”

Flere så ned og tænkte.

Bjørn lod dem tænke. “Der findes ikke altid et rigtigt svar.”

“Men der findes dårlige valg. Hvis I handler for hurtigt…” Han lod sætningen hænge. “… eller ikke handler i det hele taget. Det, I skal lære, er at kunne stå i det, før I vælger.”

Ingen sagde noget.

“Vi runder af for nu.” Han pakkede sine ting. “I har tyve minutter. Vi samles i magtanvendelseslokalet bagefter. Omklædt til fysisk træning.”

Klassen rejste sig. Nogle hurtigt, andre langsomt. Nogle tænkte over det de lige havde lært.

Langsomt vendte snakken tilbage.

Nogle blev stående, andre gik.

Anker blev lidt længere med hovedet stadig i øvelsen og tanken om, hvordan ét valg kunne ændre alt.

“Kommer du?” sagde Emil bag ham.
Anker vendte sig. “Ja.”
De gik ud sammen.

På gangen blandede stemmer fra andre hold sig med lyden af døre og skridt mod gulvet.

Nadia gik lidt foran sammen med Jonas.

De talte dæmpet, mens de gik mod omklædningen.

Emil åbnede et af de blå skabe til sine ting og lukkede igen. Han lænede sig op ad skabslågen og så på Anker. “Det derinde i lokalet?”

“Ja?” Anker så op.

“Hvad var det, du gjorde?”

“Jeg ventede.” Anker åbnede sit skab.

Emil så på ham. “Det var det?”
Anker nikkede svagt. “Ja. Og lyttede.”

“Det gør vi jo også,” sagde Mathias, der stod længere nede ad bænken.

Anker så på ham. “Nej. I snakker inde i jeres egne hoveder. I skal lytte. Vende fokus mod det bag døren. Ikke lytte til jeres tanker.”

Der blev stille i rummet.
Mathias så på ham, som om han ville sige noget mere men lod være.

Emil pustede ud. “Okay. Det lyder jo irriterende enkelt.”

Mathias rystede på hovedet og trak trøjen over hovedet. “Jeg hader, når det er sådan noget. Jeg var sikker på, der var et trick.”

“Man kan træne det,” sagde Anker og fandt sit træningstøj frem. “Lyt efter en bestemt lyd i et rum. Eller blodomløbet. Den der susen i ørerne. Hvis du øver dig i at holde fokus på én lyd ad gangen, bliver det lettere at sortere i det.”

“Det er faktisk ret sejt,” sagde Emil lavt. “Kan du ikke lære os hvordan?”

Anker smilede svagt. “Måske. Men ikke her. På et tidspunkt hvor vi har tid og ro.”

*

Anker trådte ind gennem døren sammen med resten af holdet.

Nogle tykke blå måtter dækkede det meste af gulvet.
Langs væggene hang store boksesække, og i den ene ende af lokalet strakte et stativ med armgangsribber sig hen over måtterne.

Der var ingen borde.
Ingen stole.
Bare plads.

Flere begyndte straks at gå rundt.

Nogle prøvede forsigtigt at hænge i de ophængte armgangsribber.

En af drengene gav en boksesæk et let skub, så den begyndte at svinge.

Små grupper lo, mens andre blev stående og kiggede sig omkring.

Anker kiggede rundt. Stemningen var mere afslappet og uforudsigelig end i de almindelige undervisningslokaler.

Emil kom hen på siden af ham. “Det her bliver nok lidt sjovere end strafferet.”

Anker smilede lidt. “Det håber jeg.”

Kort efter kom Bjørn ind i lokalet, iført sort træningstøj med sit navn trykt hen over T-shirtens venstre bryst. Han ventede, mens de sidste samtaler døde ud.

“Kom.” Han pegede ned mod måtten foran sig. “Vi starter her.”

Der var ingen kommando i stemmen.

Alligevel begyndte holdet stille at bevæge sig ind mod midten.

Nogle satte sig med korslagte ben.

Andre lagde sig kort på knæ, før de fandt en behagelig plads.

Bjørn ventede, til den sidste havde sat sig. Først derefter satte han sig selv ned mellem dem. “Godt.” Han støttede underarmene mod knæene. “I kommer til at bruge mange timer herinde de næste 11 måneder.”

Et par stykker kastede et blik rundt i lokalet igen.

“Og I kommer til at lære en masse teknikker.” Han holdt en kort pause. “Men hvis I går herfra og tror, at magtanvendelse handler om at vinde en slåskamp, så har jeg ikke gjort mit arbejde ordentligt.”

Ingen sagde noget. Alles blikke var rettet mod Bjørn.

“Langt de fleste opgaver løses, uden at nogen ender på jorden.” Han pegede kort mod sit hoved. “Det vigtigste værktøj, I har med jer, sidder ikke i armene. Det sidder heroppe.”

Et par elever smilede.

“Så inden vi overhovedet rører ved hinanden, skal vi tale om, hvornår magt overhovedet er nødvendig. Hvad tænker I, når I hører ordet magtanvendelse?”

Emil var den første, der rakte hånden op. “Selvforsvar?”

“Ja.” Bjørn nikkede. “Det kan det være.”

Patrick lænede sig en smule frem. “At lægge folk i håndjern.”

“Også.”

Nadia tænkte sig om, før hun tog ordet. “Konflikthåndtering.”

Bjørn nikkede. “Den er vi tættere på.”

Mathias løftede hånden. “At passe på sin makker.”

Bjørn nikkede. “Den kan jeg godt lide. For uanset hvad I kommer til at lære herinde, handler det aldrig om at bevise, at I er stærkere end den anden. Det handler om at løse opgaven. At passe på borgeren. At passe på jer selv. Og ikke mindst at passe på jeres makker. Teknik kan de fleste lære. At træffe den rigtige beslutning under pres… det tager længere tid.”

Han rejste sig langsomt. “Det kommer I til at høre mig sige mange gange i løbet af det næste år. Enhver magtanvendelse skal kunne forklares. Ikke over for mig. Ikke over for jeres kolleger. Men over for den borger, I står overfor. Og bagefter skal I kunne forklare den i en rapport.”

Et par stykker smilede en anelse og nogle flyttede sig lidt.

Bjørn ventede, til der igen var ro. “Det er også derfor, vi ikke starter med greb. Vi starter med at forstå, hvorfor vi overhovedet bruger dem.” Han klappede hænderne let sammen. ”Nå. Lad os begynde.”

Eleverne kom på benene.

Bjørn ventede, til de stod samlet omkring ham. “Inden vi begynder at arbejde med greb, vil jeg vise jer noget.” Han så rundt på holdet. “Emil.”

Emil trådte et skridt frem.

“Kom her.”

Han stillede sig et par meter fra Bjørn og afventede.

“Forestil dig, at du er vred.”

Emil lo. “Det bliver ikke så svært.”

Holdet lo.

Bjørn rystede på hovedet. “Nej. Men lad være med at spille skuespil.”

Emil nikkede.

“Du vil noget med mig. Gå hen imod mig, som du selv synes.”

Emil begyndte at gå.

Roligt.

Målrettet.

Bjørn blev stående, præcis hvor han var. Han sagde ingenting. Flyttede sig ikke.

Anker fulgte uvilkårligt afstanden mellem dem.

To meter.

Halvanden.

En meter.

Først da Emil var helt tæt på, løftede Bjørn den ene hånd. “Stop.”

Emil standsede med det samme.

Bjørn så rundt på holdet. “Hvor mange af jer sad og tænkte, at jeg ventede for længe?”

Flere hænder kom op næsten samtidig.

“Okay. Hvorfor?”

Patrick var den første til at svare. “Fordi han kunne have slået dig.”

“Ja.” Bjørn nikkede. “Nadia?”

“Du lod ham komme helt ind i din sikkerhedsafstand.”

“God observation. Kasper?”

“Du havde ingen flugtvej.”

“Rigtigt.” Bjørn vendte sig mod Emil. “Havde du tænkt dig at slå mig?”

Emil rystede på hovedet. “Nej.”

“Havde du tænkt dig at skubbe mig?”

“Nej.”

“Blev du bedt om andet end at gå hen imod mig?”

“Nej.”

Bjørn vendte sig mod resten af holdet. “Og alligevel sad flere af jer allerede og ventede på, at jeg skulle gøre noget. Det er en fælde, mange betjente falder i. Vi begynder at handle på det, vi tror kommer til at ske, i stedet for det, der faktisk sker. Noget af det sværeste i politiarbejdet er at læse en situation uden selv at skrive resten af historien.”

Et par elever nikkede.

“Det gælder også, når I bagefter skal beskrive, hvad der er sket. Hvad så I? Hvad hørte I? Hvad ved I faktisk?” Han gik et par skridt. “Rapporter slipper I ikke for.”

Et par elever lo.

Bjørn lod dem falde til ro. “Godt. Så har vi snakket længe nok.”

“Nu skal I op at mærke det.” Han rejste sig, og resten af holdet fulgte efter. “Find sammen to og to.”