Falkeholdet1-1

Falkeholdet

Kapitel 1

Politiskolen, Vejle, 1. august 2022

Morgenluften bed i lungerne efter cykelturen på fem kilometer fra lystbådehavnen.

Nu stod Anker foran Politiskolen i Vejle.

Armbåndsuret viste 07.35.

Han var i god tid.

Parkeringspladsen foran skolen summede.

Grupper af elever stod med kaffe i papkrus og snakkede sammen, mens andre kom gående fra bilerne eller trak cykler hen mod stativerne.

De nye var i eget tøj.

Indimellem dem bevægede uniformerede medarbejdere sig ind og ud af bygningen.

Foran indgangen stod et bord med lister, kuglepenne og en medarbejder, der tog imod de nye.

Køen var allerede begyndt at vokse.

Anker trak cyklen hen til stativet og blev stående med den ene hånd om styret. Han så mod indgangen, tog en dyb indånding og låste cyklen. Mens han gik over mod køen, kiggede han på de andre i civilt tøj og hilste godmorgen her og der.

Samtidig stod Bjørn på første sal i det undervisningslokale, hvor han senere på dagen skulle møde det nye hold.

Kasper Hollænder, deres kommende klasselærer, var allerede nedenunder for at tage imod dem.

Bjørn selv var mødt tidligt. Han havde afleveret sin femårige datter, Elva, i SFO på vejen.

Hun havde haft en svær morgen, så de var kørt i god tid, hvis afleveringen trak ud.

Han havde stået i lokalet mange gange før, men det føltes alligevel nyt efter ferien.

For to år siden var han begyndt som underviser et par gange om ugen ved siden af sin aktive tjeneste i Vejle Politi. Nu var han fuldtidsansat på skolen.

Han trådte hen til vinduet med kaffekruset i hånden og kiggede ned på pladsen.

Cykelstativerne var ved at blive fyldt op.

Elever stod spredt i små grupper, og nye kom stadig til.

En enkelt fyr blev stående lidt længere ved sin cykel end de andre. Han orienterede sig, rettede ryggen og gik mod køen ved registreringen.

Bjørn kendte ham ikke. Han registrerede bare endnu en af de nye, før blikket fortsatte over pladsen.

Han glædede sig til at møde dem.

De første dage var altid interessante. Alle skulle lige finde deres plads blandt fremmede.

Bjørn drak resten af kaffen og satte kruset fra sig.

Der var stadig lidt tid, før han skulle være sammen med holdet.

Da Anker nåede frem til bordet, så den uniformerede medarbejder op fra listen og smilede. “Godmorgen. Hvad hedder du?”

“Anker Høy Falke.”

En finger gled ned over navnene og standsede.

Der blev sat et solidt flueben ud for hans navn.

“Der er du. Du skal ind i kantinen og finde bordet med dit hold. Der står skilte på bordene. Jeres klasselærer kommer og henter jer.”

“Tak.”

“Og velkommen til Politiskolen.”

Det sidste blev sagt med et varmt smil, der fik Anker til selv at smile. “Mange tak.”

Han gik ind gennem døren og standsede et øjeblik i det store atrium. Bygningen virkede langt større nu, end da han havde været her til åbent hus i april og senere til de intense optagelsesprøver.

Det var en god fornemmelse at være tilbage. Denne gang for alvor.

Han rettede automatisk ryggen og gik mod kantinen.

Gangene var fulde af mennesker, og lyden af stemmer, døre og skridt blandede sig omkring ham.

Folk i uniformer gik forbi på kryds og tværs. Anker glædede sig allerede til den dag, han selv fik sin.

Kantinen var lys og allerede godt fyldt.

Ved flere af bordene stod hvide skilte med betegnelserne på de nye hold.

Folk flyttede tasker, satte sig, rejste sig igen og lænede sig hen over bordene for at spørge, om de var havnet det rigtige sted.

Anker fandt skiltet med sit hold.

Syv-otte var allerede kommet.

En høj, bred fyr sad med ryggen næsten unaturligt rank.

Anker genkendte ham fra optagelsesforløbet.

Emil genkendte også ham.

“Anker.” Emil skubbede stolen lidt tilbage og rakte hånden frem. “Godt at se et kendt ansigt.”

Anker tog hånden. “I lige måde.”

Katrine sad på Emils anden side. Hun løftede hånden og smilede. “Vi klarede den så.”

“Det kan jeg se.” Anker satte tasken fra sig og tog plads ved siden af Emil.

Navnene kom lidt hulter til bulter.

Jonas fra Odense sad længere henne.

Nadia fra Aarhus havde trukket en stol ud over for dem, og Mathias fra Silkeborg sad med hænderne foldet om et papkrus.

Hver gang endnu en elev fandt frem til bordet, begyndte præsentationerne forfra.

Samtalen gik i stå indimellem, men ikke på den ubehagelige måde. De var bare fireogtyve mennesker, der endnu ikke vidste, hvordan de skulle være sammen.

Anker sagde ikke så meget. Han lyttede, svarede, når nogen spurgte, og kiggede rundt om bordet.

Emil fyldte lidt mere i samtalen.

Katrine var hurtig til at grine, og Nadia havde allerede nået at spørge to mennesker, hvorfor de havde søgt ind.

Det fik Anker til at slappe en smule mere af.

Kort før otte kom en uniformeret mand ind i kantinen og standsede ved deres bord. Han havde sart, rødblondt hår og et roligt udtryk, men stemmen bar let gennem støjen.

“Godmorgen. Jeg hedder Kasper Hollænder. Jeg er jeres klasselærer de næste elleve måneder.” Han så rundt på dem. “Hvis alle er kommet, må I gerne tage jeres ting. Så begynder vi.”

Stole skrabede mod gulvet, tasker blev løftet, og nogen fumlede med et låg på et papkrus.

Kasper ventede, til de var samlet omkring ham. “Først skal vi lige have foreviget, hvor friske I ser ud på dag ét.”

Det udløste et par grin.

Han førte dem ud i gården mod øvelsesbyen og bad dem stille sig op foran døren, hvor der stod POLITISKOLEN skrevet oven over med store bogstaver.

Det tog lidt tid at få fireogtyve mennesker til at stå, så alle kunne ses.

“Ryk lidt tættere sammen.” Han stod klar med telefonen for at tage billedet.

“Så tidligt på dagen?” mumlede Jonas. “Vi kender jo knap nok hinanden.”

Katrine lo, og et par andre fulgte efter.

Kasper tog et par billeder, mens flere stadig smilede.

Kasper førte dem tilbage gennem bygningen og op på første sal.

Klasselokalet var indrettet med bordene stillet i en stor hestesko.

Deres navne stod ved pladserne, og ved hver plads lå der udstyr, papirer og æsker klar.

Anker havde fået plads sammen med Emil og Katrine. Han standsede et sekund ved sin stol.

Der lå en computer, telefon, opladere, nøglesnor og Id-kort sammen med papirerne med hans navn på.

“Så bliver det praktisk,” sagde Kasper. “Id-kortet skal bæres synligt på skolen. Computer og telefon skal sættes op, og koder, login og de vigtigste oplysninger ligger i papirerne foran jer. Tag jer tid. Hvis noget driller, så sig til.”

Plastik knitrede, æsker blev åbnet, og snart var lokalet fyldt af de små opstartslyde fra computere og telefoner.

Emil løftede en oplader og så på den, som om den allerede havde fornærmet ham.

“Vi har knap nok mødt hinanden, og jeg er allerede teknisk ansvarlig,” sagde Anker med et grin.

Emil sendte ham et blik. “Det var hurtigt, du tog den rolle.”

Katrine lænede sig frem fra den anden side. “Fint. Så ved vi, hvem vi går til.”

Anker grinede og vendte sit Id-kort mellem fingrene. Da han satte det i holderen og trak nøglesnoren over hovedet, kunne han ikke lade være med at smile.

Det var ikke en uniform.

Men navnet, billedet og POLITISKOLEN på kortet var det første synlige tegn på, at han hørte til her.

Kasper blev stående foran tavlen, indtil de alle var faldet til ro.

“Som sagt tidligere hedder jeg Kasper Hollænder, og jeg er jeres klasselærer.” Han lagde en mappe på bordet. “Jeg bor i Kolding sammen med min familie. Som jeres klasselærer kan I komme til mig med både stort og småt. En bagatel kan hurtigt gøre en hel dag uoverskuelig. Så hjælper det ofte at tale med nogen.”

Han kiggede rundt på dem i hesteskoen. “Åbenhed og ærlighed er vigtige, både her på skolen og senere som betjente. I skal lære at arbejde tæt sammen og kunne stole på hinanden. Ingen kommer gennem uddannelsen alene. Har I en dårlig dag, så sig det højt.”

Anker kunne mærke kuglepennen i lommen og tog den frem.

Kasper opdagede bevægelsen og smilede kort. “I får rigeligt at skrive ned senere. Lige nu må I gerne nøjes med at være her.”

Et par stykker lo.

Anker lagde pennen på bordet foran sig.

“Vi tager navnene ordentligt, inden vi skal videre. Hvor kommer I fra, og hvad har I lavet før? Resten lærer vi hen ad vejen.” Kasper nikkede mod fyren ved døren. “Vil du begynde?”

Jonas rejste sig. Han var høj, slank og mørkhåret og virkede ikke spor generet af at være den første. “Jeg hedder Jonas. Jeg er 23 og fra Odense. Jeg har brugt det meste af min tid på sport og alt, hvor man får pulsen op. Jobbet som betjent virker som den rigtige udfordring.” Han smilede skævt og satte sig igen.

Nadia blev den næste. “Jeg er 22 og fra Aarhus. Jeg har arbejdet i butik og lidt forskelligt. Jeg søgte ind, fordi jeg godt kan lide orden og regler.”

“Det kan blive nyttigt,” sagde Kasper tørt, og hun grinede, da hun satte sig.

En bred fyr med brunt hår og krøller rejste sig. ”Jeg hedder Kasper Winther. Jeg er 23 og fra Køge. Jeg har været pædagog i en specialklasse. Jeg vil gerne gøre en positiv forskel i sårbare menneskers liv. Derfor søgte jeg ind her.”

Katrine fortalte om Aalborg og håndbolden.

Mathias var 24, kom fra Silkeborg og beskrev sig selv som observerende.

Emil nævnte Middelfart og Gardehusarregimentet. Han stod stadig med den ranke holdning, da han satte sig igen.

Så blev det Ankers tur.

Han rejste sig. “Jeg hedder Anker Falke. Jeg er 23 og fra Sønderborg. Jeg har brugt en del år på genoptræning efter en ulykke. Jeg har aldrig villet være andet end betjent, så jeg har knoklet en del for at blive klar til optagelsesprøverne. Jeg kommer fra en gård, hvor vi har heste, frugtplantager og gårdbutik.”

Kasper lagde hovedet lidt på skrå. “Er du en af de Falker?”

Anker mærkede varmen stige op i kinderne og smilede. “Ja. Det er jeg.”

Kaspers øjenbryn løftede sig med et drilsk udtryk. “Så har du noget at leve op til. Vi havde en Simon Falke her det første år, jeg var klasselærer. Er det en, du kender?”

Anker nikkede. “Han er min fætter.”

“Så giver det mening.” Kasper nikkede og gav ordet videre uden at gøre mere ud af det.

Runden tog omkring tyve minutter.

Da den sidste havde sat sig, kiggede Kasper på uret. “Godt. Nu kender I i det mindste navnene på hinanden. Resten må komme senere. Vi skal i gymnastiksalen til den officielle velkomst.”

*

Gymnastiksalen var næsten fyldt, da klasserne kom ind.

De nye hold blev samlet hver for sig på gulvet.

Langs den ene side stod skolens ledelse og undervisere, og to store skærme viste politiets emblem.

Anker fandt en plads forrest sammen med resten af holdet. Han stod rank, men hænderne var blevet varme, og han tørrede dem diskret mod bukserne.

Rektor for Politiskolen, Gunnar Skjold, trådte frem og så ud over de nye elever.

“I dag byder vi velkommen til to hold nye elever. Det har jeg glædet mig til.”

Anker lyttede opmærksomt.

“I kommer her med alt det, der er jer,” fortsatte rektoren. “Og I starter nu et forløb, hvor I vil udvikle jer både personligt, fagligt og professionelt. I vil blive trætte i hovedet af en masse informationer. I vil få knubs af fysisk træning og magtanvendelse. Men vigtigst er, at I lærer jeres egne grænser at kende og får dem flyttet undervejs.”

Klumpen i Ankers hals voksede.

Han ville huske det her.

Der havde været år, hvor han havde tvivlet på, at det nogensinde ville ske, og hvor genoptræningen havde gjort fremtiden uoverskuelig. Optagelsesprøverne, de fysiske tests, de ekstra lægetjek og scanninger og samtalerne med psykologerne lå bag ham nu.

Han var her. For alvor.

“Nogle af jer vil måske undervejs finde ud af, at det her alligevel ikke er noget for jer. Andre vil gennemføre og bruge det, I lærer, på en anden måde. Og nogle vil gå hele vejen og komme ud i den anden ende som færdiguddannede betjente.” Rektor så ud over rækkerne. “Vi har brug for betjente på gaden, strateger på kontorerne, hundeførere, onlinepatruljen og efterforskere. Vi har brug for forskellige mennesker for at gøre Danmark til et tryggere sted at være.”

Han havde faktisk ikke tænkt ret meget over, hvilken retning han selv ville gå. Han havde fået sin ønskede placering i andet semester. Resten måtte komme efterhånden.

“Jeg glæder mig til at følge jeres udvikling. Endnu en gang velkommen på Politiskolen. Jeg håber, I får et fantastisk år.”

Der blev klappet.

Anker klappede med og opdagede først bagefter, hvor hårdt han havde spændt i skuldrene. Han rullede dem diskret, mens den næste taler gjorde sig klar.

*

Efter velkomsten ventede Kasper på dem ude på gangen. “Så skal I lære stedet at kende. I kommer til at gå forkert mindst én gang alligevel, men vi kan prøve at begrænse skaderne.”

Det fik flere til at smile, og holdet fulgte efter ham.

Rundvisningen førte dem gennem undervisningsområderne, forbi kontorer og videre ud gennem gården.

Kasper pegede på bygninger og indgange undervejs, mens dørene gik op og i omkring dem, og andre hold passerede i modsatte retning.

I gården standsede han ved området, hvor politiets køretøjer stod.

Et par af eleverne trak automatisk lidt nærmere.

“I får rig mulighed for at lære dem at kende,” sagde Kasper. “I dag nøjes I med at kigge.”

De fortsatte ind i kriminaltekniklokalet. De hvide arbejdsborde stod under store bevægelige udsugningsarme, og udstyret langs væggene fik flere til at sænke farten.

Kasper samlede dem omkring et af bordene. “Her kommer I blandt andet til at arbejde med spor og sikring. I dag skal I holde fingrene for jer selv.”

Jonas kiggede ned på bordet. “Så vi må ikke ødelægge noget allerede første dag?”

“Det vil være en fordel.”

Efter rundvisningen førte Kasper dem videre ud til en række mindre skabe.

“Hver af jer får et skab til de ting, I ikke vil slæbe rundt på hele dagen. Nummeret står i papirerne.”

Anker fandt sit.

Kombinationslåsen modsatte sig det første forsøg. Og det næste.

Ved siden af ham havde Emil samme problem. Han trak i lågen og pustede ud. “Godt. Så er vi to, der bliver bortvist, fordi vi ikke kan åbne et skab.”

Anker prøvede igen. Denne gang gav låsen efter. Han så på Emil. “Jeg kan undervise dig.”

“Det er derfor, vi skal lære at samarbejde.”

Næste stop var omklædningsrummet.

De høje blå skabe stod i lange rækker med numre på dørene og bænke imellem.

Der lugtede svagt af rengøringsmiddel, og luften var tør og varm.

“Det her er jeres omklædningsskab,” forklarede Kasper. “Her kan I opbevare uniform og personlige ejendele, når den tid kommer. I har altså to skabe. Lad være med at blande numrene sammen.”

Emil så på Anker. “Jeg har allerede problemer med ét.”

Anker kunne ikke lade være med at le.

*

Ved frokosttid summede kantinen langt mere end om morgenen.

Duften af varm mad og kaffe lå i luften.

Tallerkner gled hen over metalbanerne, stole skramlede mod gulvet, og samtaler blandede sig fra bord til bord.

Anker satte sig sammen med Emil, Katrine, Nadia, Mathias og Jonas.

Samtalen gik lettere nu.

De havde et klassefoto, en rektortale, en rundvisning, en bunke nyt udstyr og to forskellige skabsnumre at være fælles om.

“Jeg har allerede glemt, hvilket skab der er hvilket,” sagde Jonas og så ned på sine papirer.

“Det tog imponerende kort tid,” sagde Nadia.

Katrine grinede og skubbede sin vandflaske til side, så der blev plads til tallerkenen.

Anker sad lidt tilbage og lyttede. I morges havde de været fremmede omkring et skilt på et bord. Nu begyndte han at kunne høre forskel på deres grin og vide, hvem der ville svare først, når nogen stillede et spørgsmål.

Det føltes godt.

I den anden ende af kantinen stod Bjørn sammen med et par kolleger med en kaffekop i hånden. Han kendte endnu ikke navnene på de fleste af de nye, men han kunne se, at Kaspers hold allerede var begyndt at samle sig i mindre grupper.

*

Efter frokost fandt holdet tilbage til klasselokalet.

Nogle havde kaffe med ind.

Andre satte deres nye computere til opladning, selv om batterierne knap var begyndt at falde.

Kasper stod ved tavlen sammen med en høj, mørkhåret mand i uniform.

Anker havde set ham på afstand tidligere på dagen, men havde endnu ikke talt med ham.

“Inden vi fortsætter, skal I møde en af de undervisere, I kommer til at have en del,” sagde Kasper.

Manden tog et skridt frem. “God eftermiddag. Jeg hedder Bjørnar Jannok, men I må gerne bare kalde mig Bjørn.” Han så roligt rundt i hesteskoen. “Jeg er oprindeligt fra Norge, men har dansk statsborgerskab. I får mig blandt andet i magtanvendelse, konflikthåndtering og skydning.”

Han pegede let mod gangen. “Mit kontor ligger længere nede. Hvis I får brug for en snak undervejs, må I gerne komme forbi.”

Anker kunne godt lide hans rolige måde at tale på.

Han talte ikke højt, men alligevel lyttede alle i lokalet.

Bjørn trådte tilbage, og Kasper tog ordet igen.

“Nu er I blevet registreret, fotograferet, budt officielt velkommen, vist rundt, forsynet med elektronik og udstyret med flere skabe, end nogen mennesker burde have brug for på én dag.” Han smilede. “Så nu begynder den del, I faktisk er kommet for.”

Der lød et par grin.

“De første dage handler også om, hvordan I arbejder herinde. Bjørn tager den næste del. Jeg ser jer igen i morgen.”

Kasper samlede sine papirer sammen og forlod lokalet.

Bjørn vendte sig mod tavlen og skrev tre ord med store bogstaver:

Studieform
Refleksion
Ansvar

“Her er vi voksne mennesker. Ingen holder jer i hånden. Er I ikke forberedte til undervisningen, er det jeres eget ansvar at få samlet op.” Han vendte sig mod dem. “Men ansvar er ikke det samme som at klare alt alene.”

Et par af eleverne nikkede.

Anker fandt notesbogen frem sammen med kuglepennen.

På den anden side af Emil gjorde Katrine det samme.

Bjørn så det, men sagde ikke noget. Han tog en notesbog op fra bordet. “Den her er god. Brug den. Ikke som dagbog, men til refleksion. Hvad lærte I? Hvad gik godt? Hvad gik mindre godt? Hvad kunne I have gjort anderledes?”

Han lagde notesbogen fra sig. “Undervisningen handler ikke kun om at memorere paragraffer og procedurer. I skal også forstå jer selv, når I bliver pressede. Og I skal lære at lægge mærke til det, der sker omkring jer.”

Bjørn så rundt på holdet. “Så lad os prøve noget. Rejs jer.”

Stolene blev skubbet tilbage.

Eleverne kom på benene, nogle hurtigere end andre.

“Orienter jer i lokalet. I får nogle sekunder.”

Anker kiggede fra vinduerne til tavlen, døren og bordene og videre til de ting, der var blevet stående efter dagens mange timer.

“Godt. Se på mig igen.” Bjørn lænede sig let mod bordet. “Hvor mange vinduer er der i rummet?”

Flere vendte instinktivt hovedet.

Bjørn smilede. “Ikke kigge. Bliv hos mig.”

Et par grin lød.

En fyr bagerst forsøgte sig med seks. En anden foreslog fire.

Anker rakte hånden op.

Bjørn nikkede mod ham. “Ja?”

“Der er tre vinduer. Hvert vindue er delt op i to rammer. En smal og en bredere.”

Flere drejede hovedet for at kontrollere svaret.

“Rigtigt.” Bjørn nikkede og så på resten af holdet. “Det her handler ikke om at gøre jer til grin. Observation er et aktivt værktøj. Vi prøver en gang til.”

De blev stående.

“Luk øjnene.”

Et par dæmpede grin lød, og stole knirkede, da nogen rettede sig. Øjnene lukkede.

“Hvad står der på tavlen?”

“Studieform,” svarede en.

“Og refleksion,” kom det fra en anden.

“Godt. Hvilken farve har døren?”

Der gik lidt længere tid.

“Hvid.”

“Ja. Men hvilken slags hvid?”

Nogen grinede dæmpet. “Bare… hvid?”

Bjørn rystede på hovedet, men smilede. “Åbn øjnene og se.”

Blikkene søgte straks mod døren.

“Det er pointen. I tror, I ser. Men I registrerer ikke altid.” Han gav dem et par sekunder. “Find noget i rummet, som ikke passer.”

Denne gang arbejdede de mere målrettet med opgaven.

Nadia gik et par skridt frem. “Den stol. Den vender forkert.”

“Ja.”

Jonas pegede. “Der mangler en kop.”

“Fint.”

Anker blev ved med at se på vinduerne. “Det vindue derovre er åbnet i en anden vinkel end de andre.”

Flere så derhen.

Bjørn nikkede. “Godt. Sæt jer.”

De satte sig, men flere blev ved med at kigge efter detaljer.

“Sidste øvelse.” Bjørn stillede sig foran dem. “I har ti sekunder. Se på mig.”

Anker registrerede fødderne, hænderne, vægten i kroppen og placeringen i forhold til katederet.

“Luk øjnene.”

Da alle havde lukket øjnene, flyttede Bjørn sig et skridt til siden, ændrede placeringen af den ene hånd og lagde vægten over på det andet ben.

“Åbn. Hvad er anderledes?”

“Du står et andet sted,” sagde Katrine med det samme.

“Din hånd,” bemærkede en anden.

Mathias kneb øjnene lidt sammen. “Du står anderledes på benene.”

Bjørn nikkede. “Ja. De små detaljer. Det er dem, I skal lære at se.”

Han kiggede på uret. “Og det var rigeligt til en første dag. I møder herinde i morgen klokken otte.”

Et par støn lød rundt omkring i lokalet.

Bjørn lo kort. “I ser allerede trætte ud. Vel mødt.”

Stolene skramlede mod gulvet, og stemmerne steg, mens eleverne begyndte at pakke computer, telefon, papirer og notesbøger sammen.

Anker blev siddende længe nok til at få ledningerne ned i tasken uden at mase dem.

Ved siden af ham rejste Emil sig og strakte ryggen. “Hold da op. Mit hoved er godt fyldt.”

Mathias lukkede sin computer. “Det bliver værre.”

Jonas skubbede stolen ind. “Det håber jeg.”

Katrine stod allerede med tasken over skulderen. “Skal vi tage en øl et sted?”

De andre standsede næsten samtidig.

Emil grinede. “Du læste mine tanker.”

“Det kunne være rart,” sagde Mathias.

Jonas kiggede mod vinduet. “Solen skinner stadig.” Han vendte sig mod Anker. “Hvad siger du?”

Anker trak rygsækken op på skulderen. “Ja. Der er et fint sted ved lystbådehavnen. Jeg er på cykel, men I andre kan vel finde ud af at følges i bil.”

“Aftale,” sagde Katrine.

De gik ud sammen, stadig i gang med at diskutere, hvem der havde bil, og hvem der kunne køre med hvem.

Bjørn blev tilbage ved tavlen og samlede sin mappe op. Først da døren lukkede efter den sidste, blev lokalet stille.

*

Eftermiddagssolen stod højt over havnen, og varmen hang i luften efter den lange dag.

De havde fulgt Ankers forslag om at tage ned på lystbådehavnen til Remouladen,

Nogle var kørt selv, andre var kørt med i andres biler.

Anker og et par af de andre var cyklet de fem kilometer mellem skolen og havnen.

Emil kom tilbage fra baren med en bakke i hænderne. “Jeg håber, I er til almindelig øl,” sagde han og satte glassene ned. “Ellers må I tage det op med mig bagefter.”

Katrine lo. “Efter i dag kunne jeg drikke hvad som helst.”

“Det er den rigtige indstilling,” sagde Emil.

Glassene blev løftet.

“Skål for første dag,” sagde han.

“Første dag,” gentog Mathias.

“Og at vi overlevede,” tilføjede Nadia tørt.

De klinkede.

Anker tog en slurk.

Øllen var kold, og han mærkede først nu, hvor træt han egentlig var.

Et øjeblik var der ingen der sagde noget.

Så lænede Emil sig tilbage i sin stol og så rundt på dem. “Okay. Lad os lige finde ud af, hvem vi egentlig sidder med.”

“Du starter,” sagde Nadia.

“Selvfølgelig,” svarede han uden at tøve. “Emil, 21. Tidligere på hesteryg i Gardehusarregimentet.”

Katrine løftede øjenbrynene. “Det giver mening.”

“Hvad gør?” spurgte han.

“Du sidder lidt mere rank end os andre.”

Det udløste grin rundt om bordet.

“Det slipper man ikke af med igen,” sagde Emil.

Mathias nikkede roligt. “Mathias. Psykiatrien.”

“Selvfølgelig,” sagde Nadia. “Det forklarer også noget.”

Mathias grinede overbærende. “Tak. Det tager jeg som et kompliment.”

“Og dig?” spurgte Emil og så på hende.

“Nadia,” sagde hun. “Og jeg gider ikke forklare noget endnu.”

“Fair nok.”

Kasper rømmede sig. ”Jeg hedder Kasper, jeg er fra Køge. Jeg har gået på HF, aftjent værnepligt i Haderslev og arbejdet på specialskole indtil sommerferien.”

Katrine lænede sig frem over bordet. “Katrine. Håndbold. Eller… tidligere håndbold.” Hun tøvede et øjeblik, men lod det passere. “Og dig?”

Hun så på Anker.

Han holdt glasset et øjeblik, før han svarede. “Anker.”

“Det ved vi godt,” kommenterede Nadia.

Anker smilede. “Jeg kommer fra en gård,” fortsatte han. “Med jordbrug og heste.”

Katrines øjne lyste op med det samme. “Hvilken slags?”

“Tinkere og et par Shetlændere. Vi har fire Tinkere selv, som vi rider og hobbyavler på, og to Shetlændere til mine yngre søskende. Men vi har også opstaldning af andres heste og kører noget undervisning ved siden af. Min veninde har sin fjordhest, Flicka, opstaldet hos os.”

“Fedt,” sagde hun. “Tinkere? Det er dem med alt håret om hovene, ikke?”

Anker nikkede. “Jo, præcis.”

“Hvad hedder de?”

“Min egen hedder Isabell. Og så har vi Bellis, Frodo og vores eneste hingst, Avanti.”

Katrine rykkede tættere på bordkanten, tydeligt interesseret. “Er de rolige eller har de meget personlighed?”

“Begge dele,” svarede Anker med et grin. “De bestemmer fuldstændig selv, hvornår de er hvad.”

Emil lyttede opmærksomt med. “Det lyder bekendt,” indskød han. “De havde også deres egne personligheder i regimentet.”

Katrine så frem og tilbage mellem dem. “Okay, nu bliver det interessant. En fra Gardehusarregimentet og en med egen hestegård.”

Hun løftede sit glas, men glemte næsten at drikke. “Hvordan er I to overhovedet endt her?”

Emil svarede først. “Endt værnepligt,” sagde han roligt. “Og jeg ville gerne arbejde med mennesker.”

“Og dig?” spurgte Katrine igen og så på Anker.

Anker så ned i sit glas, før han svarede. “Jeg har aldrig villet være andet.” Han trak på skuldrene. “Min far og farfar er betjente. Og flere andre i min familie. Min farfar er hundefører ved UKA Vest i Padborg. Dengang Rigspolitiet havde Rejseholdet endnu, var han efterforsker der.”

Nadia løftede sit glas. “Det er sgu en ret god grund. Så det var det, Kasper mente, da han spurgte, om du var en af de Falker?”

“Ja,” svarede Anker med et smil og mødte hendes blik.

De stødte glassene sammen igen.

Et par af dem så på den sidste i gruppen. “Hvad med dig?” spurgte Katrine.

Jonas sad lidt tilbage i stolen og vippede sin øl rundt i glasset. “Ja… jeg er stadig Jonas,” sagde han.

“Godt vi fik det slået fast,” kommenterede Mathias og grinede.

“Jeg er 23 og fra Odense.” En kort tøven. “Jeg har arbejdet med lidt forskelligt. Lager. Byggehandel. Den slags. Jeg vil helst være i bevægelse i mit arbejde.” Han smilede lidt. “Så det her giver bedre mening. Og så tænkte jeg… hvis man alligevel skal bruge kroppen til noget, kan man lige så godt gøre det ordentligt.”

Der blev nikket rundt om bordet.

Jonas løftede glasset igen. “Det var det.” Han tog en ny slurk af sin øl og betragtede havnen.

*

Folk bevægede sig langs kajen i det varme sensommerlys.

Nogle gik ud på bådebroerne for at kigge på bådene, der lå og vuggede.

“Jeg gider simpelthen ikke hjem endnu,” sagde Nadia og lænede sig tilbage i stolen.
“Det gør jeg egentlig heller ikke,” stemte Emil i.

Katrine nikkede. “Mit hoved summer stadig.”
“Det tror jeg alles gør,” sagde Mathias roligt.

Samtalen døde ud et øjeblik.

Anker lænede sig frem over bordet. “Er der nogen af jer, der er til bold?”
Jonas så straks op. “Ja.”
Emil grinede lavt. “Det svar kom hurtigt.”
Jonas lo. “Manden spurgte jo.”
Anker smilede. “Der ligger et stort græsområde lidt længere henne foran gymnasiet.” Han pegede ned mellem bygningerne. “Vi kunne godt spille lidt, hvis folk gider.”
“Kæmpe ja,” sagde Nadia.
Katrine løftede øjenbrynene. “Lige nu?”
“Ja?” Jonas så på hende, som om svaret gav sig selv.
Hun lo kort og nikkede. “Okay.”
Mathias greb sit glas. ”Er der nogen steder, vi kan tisse her, inden vi spiller bold?”

Anker rejste sig og trak tasken op på skulderen. “Mathias, der er offentligt toilet nede i tunnellen herunder.” Han så på de andre. ”Gå bare over til græsplænen i forvejen,” sagde han og nikkede mod området. “Jeg indhenter jer om lidt.”
“Har du en bold liggende klar, eller hvad?” spurgte Jonas.
“Ja.” Anker smilede hemmelighedsfuldt. “Noget i den stil.”

De andre begyndte at rejse sig.

Stolene skramlede mod trægulvet endnu engang, mens de samlede deres ting sammen og bevægede sig ned ad trappen og hen langs havnen i samlet flok.

Mellem rækkerne af skibe længere henne lå Sinitta fortøjet ved Bådebro 2 mod øst.

Anker gik op ad den smalle landgang og trådte ombord. Han gik ned i kahytten, stillede rygsækken fra sig og hentede den slidte fodbold.

På vej tilbage kunne han høre stemmerne fra de andre på lang afstand.

Ikke alle var gået over mod græsarealet, men var blevet på Stævnen for at vente på ham.

Han begyndte at gå mod dem med bolden under armen.

Jonas standsede op midt i en bevægelse og betragtede Anker, der kom tættere på. “Vent lige.” Han kneb øjnene sammen mod skibene bag ham. “Kom du lige ud fra et skib?”

Anker afleverede bolden til ham. “Måske.”
Der udbrød grin i gruppen.

“Hvad mener du med måske?” spurgte Nadia.
Anker så hemmelighedsfuld ud. “Det kan vel tænkes.”
“Bor du på den?” spurgte Katrine og kiggede forbi ham mod masterne.
Anker nikkede. ”Ja.”

Jonas fløjtede lavt og så tilbage mod bådene. “Okay. Det er da ret fedt.”
“Vi skal da herned og se den på et tidspunkt,” konstaterede Emil.
Anker så på dem og smilede. “Det skal I nok få lov til.” Han trak på skuldrene. “Bare ikke lige endnu. Jeg skal nok sige til.”

”Det er helt okay,” svarede Emil.

”Skal vi gå over til plænen?” Anker begyndte at gå.

De gik over til plænen og delte sig i to hold.

Han var ikke den, der sagde mest, men han holdt spillet i gang, mens han lyttede og observerede sine nye kammerater.

*

Bjørn drejede sin mørkeblå Passat ind på parkeringspladsen ved SFO’en. Han slukkede motoren og steg ud.

En gruppe børn ved gyngerne standsede op og så på ham.

Han var stadig i uniform, og de reagerede på den med det samme.

En dreng hviskede noget til en anden.

“Der kommer en politimand,” sagde en anden højt.

Han gik gennem lågen til skolegården og fodboldkampen stoppede et øjeblik.

En pige stod med bolden under armen og kiggede op på ham. “Er du politi?”

Bjørn standsede og kiggede ned på hende. Han smilede til hende. “Ja, det er jeg,” svarede han roligt.

Drengen ved siden af hende trådte et skridt frem. “Har du en pistol?”
Bjørn løftede et øjenbryn. “Den ligger på mit arbejde.”

Børnene udvekslede blikke.

“Har du fanget nogen?”

Bjørn tænkte sig om et øjeblik. “Mest folk, der har gjort dumme ting.”
Drengen gispede. “Virkelig?”
“Mmm.” Bjørn nikkede mod bolden. “Men jeg tror, jeres kamp venter.”

Et øjeblik senere spillede børnene videre.

Han gik videre mod SFO-bygningen.

Inde fra de åbne døre strømmede lyden af børn, stemmer, latter og leg.

En pædagog kiggede op og smilede genkendende. “God eftermiddag, Bjørn.”

“God eftermiddag. Hvor gemmer du Elva?”

“Hun er ude i den anden gård. De leger fangeleg.” Pædagogen så på ham. “Hun har været meget tålmodig.”

Bjørn nikkede. “Godt.”

Det havde været hårdt for hende at starte.

Skiftet fra børnehave til SFO før sommerferien havde været en stor omvæltning, og Bjørn og hun havde brugt tid på korte dage, så hun kunne vænne sig til det nye.

“Hvordan gik det med dine nye elever?”

Bjørn smilede. “Det var interessant.”

“Det lyder diplomatisk,” sagde hun med et grin.

Han svarede ikke direkte, men smilede stadig. “Der er nogle spændende typer imellem. En af dem overraskede mig lidt.”

Pædagogen hævede et øjenbryn. “Allerede første dag?”

“Mm.” Han nikkede kort. “Det sker indimellem.”

Døren gik op igen, og en flok børn stormede ind.

“Elva!”

Pigen kom løbende gennem døren i fuld fart.

Det røde hår var filtret efter en hel dag med leg, og kinderne glødede.

Hun stoppede brat, da hun så ham.

Øjnene blev store og hele ansigtet lyste op. “Áhčči!”

Hun løb hen over gulvet og kastede sig ind mod ham.

Bjørn bøjede sig ned og greb hende i bevægelsen. Hun hang et øjeblik i hans arme, før han satte hende ned igen. “Hei, jenta mi. Hadde du en fin dag?”

Hun nikkede ivrigt. “Vi laga ei bane i skogen! Og Sofie falt gjennom!”

Bjørn løftede et øjenbryn. “E ho okei?”

Elva nikkede. “Ja!” Hun tog hans hånd uden at tænke over det. “Ka gjorde du i dag?”

Bjørn så ned på hende, mens de gik mod døren. “Æ møtte nån nye studenta.”

“E dem snille?” Hun så op på ham.

Han tænkte sig om, før han nikkede langsomt. “Ja. Det trur æ.”

Hun trak ham med mod lågen. “Áhčči, kan vi få is på vei hjem?”

Bjørn åbnede lågen for hende. Han så ned på hende, før han smilede. “Det kan vi vel.”

Elva hoppede hen mod bilen.

Da han satte sig ind, kom han igen til at tænke på observationsøvelsen. Anker Falke havde været skarp.

*

Det var blevet aften, da Anker gik det sidste stykke ned mod kajen. Han gik ombord ad landgangen og lukkede efter sig.

Inde i kahytten var der lunt.

Han satte vand over i kabyssen, blev stående og så ud gennem koøjet mod havnen.

Han tog telefonen op af lommen og ringede.

Der blev svaret hurtigt.

“Hej skat.” Hans mor, Mette, lød glad.

“Hej mor.”

“Nå, hvordan gik det så?” Hun lød spændt.

Han satte sig ved bordet i salonen. “Det gik godt.”

“Godt?” Hun lo let. “Bare godt?”

Han lænede sig tilbage. “Det var… meget.”

“Var der mange?”

“Vi er 24.”

“Det var da en del.”

Han så mod koøjet på den anden side af skibet. “Der er mange forskellige typer.”

“Det er der vel altid.”

En lav stemme lød i baggrunden. Hans far.

“Hvad siger han?” spurgte Anker.

“Han vil vide, om de har sat dig til at løbe.”

Anker smilede. “Nej. Ikke endnu.”

“Så har de nok planer om det.”

Der blev stille et øjeblik.

“Er du glad?” spurgte hun.

“Ja,” sagde han. “Det er jeg.”

”Det er dejligt at høre, skat.” Mette lød lettet.

Så tog hans far telefonen. “Nå,” lød stemmen. “Hvordan var første dag?”

“Den var god.” Anker lænede albuerne mod bordet.

“Hvordan virker underviserne?” fortsatte hans far.

“Fine,” sagde Anker. “Ham vi skal have i magtanvendelse, konflikthåndtering og skydning… han er norsk.”

“Er han det?”

“Ja.”

“Er han god?”

“Det har jeg indtryk af.”

“Det er vigtigt,” fortsatte hans far. “Det er i de fag, man lærer kontrol.”

De talte videre om undervisningen og om holdet.

De samme spørgsmål, Anker havde forventet.

Til sidst kom hans mor tilbage på linjen. “Ser vi dig i weekenden, eller bliver du deroppe?”

“Jeg kommer hjem.”

“Far henter dig på stationen. Du skriver bare, hvornår.”

“Det gør jeg.” Han smilede. “Mojn.”

Han lagde på og sad et øjeblik med telefonen i hånden. Så ringede han igen.

“Hej, Anker.” Veninden Britt svarede med det samme.

“Hej Britt. Så er første dag overstået.”

“Og?”

Han lænede hovedet tilbage mod træpanelet. “Jeg tror, det bliver godt.”

“Det sagde jeg jo.” Han kunne høre smilet i hendes stemme. “Nå,” sagde hun. “Fortæl.”

Og det gjorde han. Han fortalte om holdet, øvelsen og underviserne.

Der blev stille et øjeblik i den anden ende.

“Det lyder som om, du allerede har fundet nogen, du føler dig godt tilpas med,” sagde hun så.

Anker rynkede panden. “Måske.”

“Du lyder lettet.”

“Det er jeg nok også.”

“Det har været en god dag.”

“Det er jeg glad for at høre.”

“Der er især en fyr fra Fyn,” sagde han efter lidt tid. “Emil.”

“Mm?”

“Han virker rar.”

Efter en kort pause sagde hun: “Det er da også en meget god start.”

“Ja.”

“Hvad laver han?”

“Han har været i Gardehusarregimentet.”

Britt lo lavt. “Nååh. Så det er derfor, du kan lide ham.”

“Hold nu op.”

“Jeg siger bare, at du altid synes, folk med uniformer og heste er spændende.”

Han rystede på hovedet. “Ja det er godt med dig.” Han lo lidt.

“Du elsker mig, det ved jeg.”

Udenfor klukkede vandet mod skroget.

“Du lyder glad,” sagde hun lidt senere.

Han tænkte sig om. “Ja,” sagde han stille. “Det tror jeg faktisk, jeg er.”

De talte lidt endnu, før de sagde godnat og lagde på.

Da de havde lagt på, var der blevet stille på havnen. Kun dæmpet latter fra kajen og vandet mod skroget nåede ind i kahytten.

Første dag på Politiskolen var slut.”