Samtale med Linda Holmgaard

En samtale med forfatter Linda Holmgaard om Anker, skriveglæde og at finde sin vej efter en svær begyndelse.

Hvordan opstod Anker og idéen til FALKE-serien?

Jeg ved ikke, om der nogensinde var en specifik idé. Jeg har altid skrevet en del, udlevet mine drømme og bearbejdet mine traumer gennem kreativ skrivning.

I en lang sygdomsperiode voksede historien om ham, der senere blev til Anker, frem. Dengang havde hverken han eller historien noget navn. Der dukkede brudstykker af scener, samtaler og karakterer op i mine tanker hen over tiden. I de dårlige perioder, hvor jeg ikke kunne så meget, strikkede jeg det sammen i hovedet. Det var en slags flugt fra det, jeg stod i.

Efterhånden blev der så meget at fortælle, at det ikke kunne være i en enkelt bog. På den måde voksede idéen til en serie frem.

Hvordan kom politiet og politiskolen ind i historien?

Jeg har altid elsket kriminalserier og drama. Når jeg ser krimier på tv, lurer jeg ofte forbryderen, inden vi er halvvejs. Derfor er jeg flere gange blevet opfordret til selv at skrive krimi, men det kunne jeg ikke rigtig se mig selv i.

»Så skriv om en betjent,« var der en, der sagde.

Det overvejede jeg og begyndte faktisk at arbejde med. Under min research kunne jeg imidlertid ikke finde en serie, hverken i bogform eller på tv, der fulgte selve uddannelsen på politiskolen. Så tænkte jeg: Her skal min niche være.

Min hovedkarakter havde allerede en historie, familieforhold og et liv. Jeg skulle arbejde hans ønske om at blive betjent ind i det. Og jeg syntes, det kunne være interessant at følge ham fra starten frem for at møde ham som færdiguddannet.

Dengang fandtes TV 2-serien Uniformen ikke endnu.

Du havde altså en hovedperson, før du havde et navn til ham?

Ja, og det forhindrede mig faktisk længe i at skrive. Jeg ville ikke vælge et moderne navn, eller et af de navne man ofte møder i romaner. Han havde et liv og en historie, men han hed endnu ikke noget.

Hvad er det ved Anker, der gør, at du bliver ved med at ville fortælle hans historie?

Han er ikke en helt. Han er et ungt menneske, der har haft rigtig mange udfordringer og kæmpet sig igennem dem.

Han er blevet slået til jorden mange gange. Men med de rette mennesker, opbakning og kærlighed omkring sig har han rejst sig igen og kæmpet videre for at nå sit mål. Det betyder meget for mig, at de mennesker omkring ham også får plads i historien.

Anker Falke, 23 år, som jeg forestiller mig han ser ud.
Billede: Ai-genereret.

Hvad håber du, læserne tager med sig?

Allermest håber jeg, at der sidder nogle unge mennesker, som kan finde inspiration i Ankers kamp. Nogle, der måske føler sig fortabte på grund af deres livsomstændigheder eller de problemer, de tidligere har haft.

Jeg vil gerne vise, at det er muligt at komme videre og følge sine drømme, selvom man har haft en svær begyndelse. Man behøver ikke være perfekt. Anker har meget at lære, og han får brug for hjælp og støtte undervejs.

Hvordan arbejder du med researchen til politiskolen?

Jeg følger tæt med i politiskolens opslag og leder også efter oplysninger i gamle opslag, blandt andet på Instagram. Jeg har en HR-kontakt til Politiskolen i Brøndby, som jeg kan spørge, når der er noget, jeg ikke kan finde svar på. Derudover har jeg kontakt til betjente, som kan be- eller afkræfte ting omkring skolegangen.

Jeg var også til åbent hus på Politiskolen i Vejle. Der var jeg flittig til at spørge og fik rigtig meget godt med hjem.

Der er enkelte ting, jeg ikke kan få direkte svar på af sikkerhedsmæssige årsager. Der må jeg digte og håbe, at jeg rammer nogenlunde rigtigt. Ellers må jeg tilskrive det den kunstneriske frihed.

Var der noget ved besøget i Vejle, der overraskede dig?

Ja, hvor stor betydning klasselærerne har for eleverne.

Jeg hørte om det, nogle kalder en 24/7-klasselærer: En, der stort set altid er klar med støtte gennem en svær periode eller en pep-talk, hvis modet svigter.

Jeg oplevede en anden relation end den, jeg kendte fra folkeskolen og gymnasiet. Der var en ligeværdighed og en følelse af at være kolleger. Underviserne gik meget op i, hvordan den enkelte havde det.

Selv de nyeste elever strålede af den tryghed, de oplevede på skolen og ved lærerne. Det havde jeg ikke forventet. Det var næsten lidt overvældende.

Hvordan har den oplevelse fundet vej ind i bøgerne?

Jeg lader blandt andet underviserne tage kontakt til en elev i en pause, hvis de fornemmer, at vedkommende har brug for en skulder eller lidt opmuntring.

En bestemt klasselærer er virkelig sådan en 24/7-klasselærer. Han er meget opmærksom på, hvordan hans elever har det, og venter ikke på, at de selv opsøger ham. Han går til dem, så de ikke skal bruge unødig tid, følelser og energi på at stå alene med det.

Ham nyder jeg virkelig at skrive om. Anker har en del at slæbe på fra sin fortid og brænder samtidig for at blive betjent. Derfor går det ham på, når han fejler. Her er den pågældende underviser virkelig hans klippe.

Hvordan er det at skrive de følelsesmæssigt svære scener?

Det kan være hårdt og drænende. Der er trillet mange tårer undervejs.

Indimellem er jeg blevet så opslugt, at jeg nærmest har fået tunnelsyn og er blevet helt forskrækket, når en af mine døtre har prikket mig på skulderen for at spørge om noget.

Samtidig er der en forløsning i at skrive mine egne oplevelser og sorger ud på den måde. For mig har det været en meget stor hjælp.

Efter en tung scene har jeg ofte lyst til at blive i universet og skrive videre. Jeg vil gerne bringe karakteren hen til et sted, hvor han har det bedre.

Men jeg kan også mærke, når jeg skal lægge det fra mig. Så går jeg en tur, tager en opvask eller arbejder med en sang til FALKE-universet.

Hvilken rolle spiller sangene?

De opstår gerne ud fra en bestemt scene. Noget, der er sket eller sagt, eller en følelse, der har ramt mig, bliver omsat til ord.

Jeg bruger sjældent rim i sangene. De skal fortælle en historie og knytter sig til noget konkret i fortællingen. De er tænkt som numre til et soundtrack.

Musikken kan skabe den trykken for brystet, der kalder tårerne frem. Den kan få mig til virkelig at mærke karakterens følelser på en måde, som kan være svær at få frem alene gennem teksten.

Hvad glæder du dig mest til at dele med læserne?

Åh, jeg glæder mig til at dele det hele.

Kærlighedshistorien, Anker bliver involveret i. Venskaberne. Hans personlige udvikling, glæder og sorger. De forløsende steder, hvor han efter en nedtur endnu en gang rejser sig.

Og så glæder jeg mig til at vise, at man godt kan du til noget spændende, selvom man har haft en svær start.

Politiskolen i Vejle.
Foto: Linda Holmgaard